Monsteråret 2020

Et monsteragtigt tilbageblik på et rigtigt monsterår. En kavalkade, et festfyrværkeri af årets vigtigste nationale og globale nyheder og øvrige højdepunkter. Som dette lorteår rinder ud, er det blevet tid til at samle lidt op – eller lade ligge, sådan ret afhængigt af, hvor klamt det er.

De første par måneder:

Som sædvanlig en herrenederen nejnu?-ahr! og lige så sløv feber-ar, hvor temperaturmåleren konstant stod på omtrent 3 grader. Mørkt, koldt, klamt og uden så meget som hundrede af de korte på kværnen. Der var faktisk ikke noget som helst væsentligt at notere, så videre til marts.

Mareridtsmarts:

Hvis nogen skulle have tænkt, at marts ville blive megafed ovenpå den første røvsyge del af 2020, skulle de have haft nogle bank. 2 lortemåneder blev til tre, og naturligvis blev der øjeblikkeligt tomt på lokumspapirsrullepakkehylderne i Brugsen, da Mette lukkede hele lortet. Folk (=idioter) hamstrede også alt muligt andet gejl, om end der dog var enkelte ultraklamme restprodukter, pøblen trods alt lod ligge.

Abeapril:

Hold nu kæft.

Maj ass:

Det plejer jo sådan set at være en nogenlunde måned, hvor fokus kan drejes mod de sjove ting i tilværelsen; altså motorcykler, bacon, øl og motorcykler, samt bacon og øl. Nu kom det mere til at handle om at lukke noget. Monstre er generelt langt bedre egnede til at åbne ting. Øl, fx. Eller gashåndtag og labre damers BH’er (her har vi dog som regel en form for værktøj med (eller ild)).

Maj ass. Luk røven, siger vi bare.

Junidtounderstandthis:

Vi gad ikke mere. Det var der heller ingen andre, der gjorde. Alle de andre røghuller bare tog og tog, og så fik vi pludselig lyst til at give en hel masse. Først gav vi en omgang (til hinanden forstås), så gav vi fanden i det hele, og til sidst gav vi op.

Julijuli:

Så skete der fandeme noget. Monstrene brød ud af deres deadlock, deres dulldrums, deres apatisk resignerende tågetilstand, brød deres egne grænser og sågar landets. Årets højdepunkt, om end det nu var med mundbind, men det var sgu som juleaften. Monstrene åbnede for gashåndtagene, åbnede grænsen og ræsede til en lille, indtil da idyllisk, flække i Nordvesttyskland, og åbnede gabene for at nedsvælge en masse kold, tysk Bier vom Fass. Straks efter lukkede den stakkels skræmte kone sin biks og er aldrig set siden. Denne forrygende tur kan man naturligvis læse meget mere om andetsteds på monsterwebben. Her for eksempel. Hvis du tør.

Avgust:

Om det var eftervirkningerne af MMC#7, eller det havde andre årsager, skal vi ikke gisne om her. Denne måned gjorde bare lidt nas i øverste etage. Det er aldrig sjovt at skulle forholde sig til noget, der blot en ganske lille smule fjernt minder om noget arbejdsrelateret igen efter en sommerferie. Nestormonstrene var selvsagt pisseligeglade, thi for dem er livet jo en fest på maksimalt to hjul året rundt. Gid man dog for fanden snart blev fyret, så man fik tid til at give den noget mere gas. (Dette fromme ønske skulle senere vise sig at gå i opfyldelse)

Septik-Per:

– Og hans bonderøvsvenner, Lars Tyndskid og Laurits Kolort, gik helt bananas, da det gik op for nogen i København, at corona smitter mellem mennesker, hunde og mink, når de lystigt knalder på kryds og tværs med hinanden ude på bøhlandet. Først blev de bange, for måske var der nogen, der havde noget på film, og dernæst begyndte de at råbe på erstatning, hvilket jo er det mest naturlige reaktionsmønster for den slags tampe. Og erstatning fik de selvøffelig, de svin. De fik faktisk både i hoved og røv, alt imens de i al hemmelighed diskuterede, hvilke eksotiske dyr de nu skulle til at masseproducere i latterligt små, megaklamme bure. Aflivningsministeren blev senere selv aflivet. Det er heldigvis stadig uklart, hvem der knaldede ham.

Ok, 2 beer:

Længe efter Selvfede Selfie-Sofie havde lukket trolden ud af æsken, opdagede flere, heriblandt både mediefolk og politikere, at deres pillekultur var ligeså pilrådden som hos dem, der havde været i overskrifterne i løbet af sensommeren. De begyndte med andre ord at pille lidt i overfladen, pille ved nogle piller og selvsagt pille en hel masse ved hinanden. Det var virkelig sjovt at bevidne, så monstrene lænede sig tilbage, åbnede nogle flere ”ting” og kluklo over alle de verdensfjerne spassere.

NOOO!:

Hvem bærer skylden for dette traumatiserende helvedesår? Chokerende nok blev det få minutter efter april mørkt, koldt og klamt igen, og (den gode del af) motorcykelsæsonen var allerede ovre. På den anden side af Atlanterbaljen havde der i månedsvis (og det føltes som hele årtier) været pænt meget gang i mudderkastningen, og nu var Trumpedag endelig kommet. Kæmpeklovnen over dem alle, og der er ellers nok at tage af rundt omkring, fik sparket af vælgerne, men nægter selvsagt selv i skrivende stund at skride. Han nægter helt åbenlyst ikke at skide; der er i hvert fald ubegribeligt mange i gang med at tørre op efter ham og hans lort.

Dontremember:

20 tyve tog 2020 fra os, og som om det ikke var nok, besluttede bæsterne midt i december at bure os alle sammen inde igen, fordi lidt for mange havde taget ideen om flokimmunitet lidt for alvorligt lidt for hurtigt. Der var selvfølgelig et enkelt lys i mørket her. Mette befalede os at holde så stor afstand til svigermor som muligt. Vi havde umiddelbart ikke set det komme, men hun kunne sgu alligevel noget, hende aflivningsdamen. Seneste rygte går på, at 2021 simpelthen aflyses, men det bliver nok også aflivet.

…og så for at det ikke skal være løgn så arbejder interne kræfter på at destabilisere 2021 også. Dels ved at sprede misinformation om størrelsen på store øl, og dels ved at udgive 145 gange afføring til en bagatel af 279 slag i fjæset.