Monster MC Tour #7

Monstrene på generobringstogt til Underjylland!

100 år er der gået siden arnestedet for alle monstre, the mother of all monsters, kom til verden.

100 år er der gået siden genforeningen af nederdelen af Jylland med resten af Danmark, efter prøjserne havde neglet det i 1864.

100 år vil der gå, inden røgen fra monstrenes seneste hærgen vil lægge sig (en smule).

Abfart

Der var af uransagelige veje og årsager kommet nys til monstrene om noget med et jubilæum af en art, hvilket jo umiddelbart smagte lidt af noget, vi ikke ville gå glip af, så et monster eller to satte sig ned og lagde en plan. Den første plan for MMC7 gik desværre i bogstaveligste forstand i vasken, da sluserne lidt tidligere på året forbarmede sig over Vestsjælland og fik monstrene til at udsætte den endegyldige molestrering af dette. Noget nyt måtte ske, og da vi havde hørt, at der faktisk var noget af Nederen Jylland, vi ikke havde fået tilbage dengang for 100 år siden, besluttede vi os for at trille ned og ordne den sag en gang for alle. Der blev bestilt overnatning i nærheden af Dannevirke, men der var også noget andet, der skulle ordnes, når vi nu alligevel skulle på de kanter.

Möde

Som altid, når monstrene skal ud for at ødelægge noget, lagde vi et gedigent røgslør ud, og sørgede for så vidt muligt at undgå at stimle sammen lige med det samme. Således listede 2nd først ned til 4th, hvorefter 3rd som den anden ankom til selvsammes skjul. 2nd stak derefter straks af med fuld Rebekka, men juniorbanden indhentede ham dog allerede efter en lille håndfuld kilometer, da han var ved at løbe tør for benno. Oktan 100 blev stoppet helt op til lidt over kanten på tanken, og så var det afsted. Det gik pænt stærkt, men dog ikke helt ligeud, hvilket naturligvis var meningen af flere indlysende årsager, og smilene var godt nok brede, da vi lettere forpustede kortvarigt udvekslede svedige håndtegn efter passagen af Tørskindvej lidt vest for Vejle. Om staklen på mini-crosser overlevede, ved vi ikke.

Vöwling

Et hemmeligt sted, der ligger 18,46 meter skråt overfor Kirkebakken 4, 6683 Føvling, skulle vi mødes med 1st, der var stået tidligt op for at tage et læs færger på vejen over til os andre. Han ville egentlig have taget endnu en, men det nægtede vi ham. De medbragte hjemmelavede monsterkrus skulle selvsagt øjeblikkeligt indvies, så vi badede os i hjemmebrygget kryddersnaps, inden vi sprang på cyklerne og tæskede sydover. Der gik omtrent 5 minutter, før vi måtte drible ind til siden og under et træ, da det begyndte at pisse ned. Pis skulle i øvrigt blive lidt af en gennemgående ting på turen. 2nd og 4th havde været forudseende (eller måske bare snydt og tjekket vejrudsigt), så de iførte sig begge nogle beklædningsgenstande, der var beregnet til den slags, altimens 1st og 3rd blot bandede lidt over vandet fra oven.

Hömöwarde?

Idéen var nu at ræse ned til Homowarde for at æde noget bacon, men det lykkedes os aldrig at finde det, så vi endte i stedet midt i Tønder, hvor vi truede nogle lokale væk fra torvets bedste bord, så vi kunne få os noget at æde. Nogle pølledyr i svøb, medistersvin og en stak flæskestegssandwiches senere krablede vi op på racerne igen og satte kursen mod det der herrenederen land beliggende lidt under, hvor vi befandt os. Vi overvejede at vaske motorcyklerne i Sæd, men da det jo havde regnet et par gange allerede, opgav vi og gik langt over grænsen. Nåhnej, kørte.

Monsterdiger

Vores overpisning af torvet i Tønder til trods var vi alligevel lettere trængende efter passagen af Husum, så vi prøvede at fande et pissende sted… Vi havde hørt om nogle digegrever men gav fanden i dem og var stærkt determinerede i forhold til at reclaime de dersens diger – og da vi hverken havde flag med og altså alle havde brug for det, valgte vi at pisse ud over det hele, nåhja, mens den düske børnefamilie ved siden af så måbende til. Dernæst fræsede vi rundt langs en hulens masse flere diger og passerede lidt senere Eideren i fin stil.

Pis 100%

Boje i Brunsbüttel

På hjørnet af Koogstrasse og Bojestrasse i den idylliske lille by Blundersbrød ligger Bojehaus, og både hus og gade er opkaldt efter vores allesammens tiptiptipetc N. Boje, så det måtte vi selvfølgelig se. Det viste sig, at Brun Spytter sandsynligvis for at ære deres ret meget tidligere borger havde valgt at lave stedet om til et hjem for … øhm … et eller andet. 1st tog sig en lille hyggepassiar med hvad det nu var, mens vi andre begyndte at orientere os lidt i forhold til drikkevarer. Vi havde jo allerede været i billig-øl-område i et par timer, så vi var mildt sagt tørstige. Nord-Ostsee Analen løber ud i Elben lige ved Brunos Blødning, og vi forventede derfor at se et hav af lækre små caféer med uanede mængder af fadøl sprøjtende ud af hanerne langs vandet. Det var ikke just det syn, der ventede os.

Bier vom Fass

Et enkelt skur med en meget gammel servitrice var alt, det kunne blive til, men vi var tørstige, så vi bestilte straks 4 gedigne fadøl. Hun blev ved med at stå og kævle om bargæld, hvilket vi vel alle har haft en del af gennem tiden, også selv om 1st villigt svingede rundt med et af sine mange falske visakort. Efter lidt tension blev 2nd vores redningsmand, da hans kone tilsyneladende havde glemt nogle 50-penge-sedler i hans jakkelomme. Vi fik vores øl og stillede os op og skyllede ned. Få sekunders uopmærksomhed senere havde føromtalte ældgamle ølophælder set sit snit til at lukke og låse biksen. Hun skulle tydeligvis ikke nyde mere. Vi måtte derfor videre.

Ïtzëhöë

I denne lidt større by fandt vi til vores store overraskelse ud af, at düskerne tager hele det der coronahalløj ret seriøst. Selv når småflokke af unge indfandt sig i nærheden af en Kaufmann, fiskede de et tungsindsmundbind op af lommen og iførte sig det. Det var altså ikke uden grund, at den danske stat havde åbnet for adgang til Düskland et par uger forinden – de kunne godt overholde de lokale regler. Det kunne vi naturligvis ikke, men på finurlig vis lykkedes det os alligevel at score en ordentlig røvfuld bajere og lidt grøntsager i den lokale Rewe, stoppe dem alle op i taskerne og vælte ud af byen. Vi var nemlig også blevet sultne igen, og nu var målet klarere end længe: Bratwurst! Gokle fortalte os, at ”Mr. Bratwurst” lå i Rendsburg, hvilket var en times kørsel derfra.

Äftensmäd

Et kvarters tid senere trillede den ene varme kværn efter den anden ind på Schleswiger Chaussee nummer 100 blot for at kunne konstatere, at Mr. Bratwurst Imbiss pænt sagt var lukket. I ren og skær frustration småpissede vi derfor lidt op og ned ad etablissementet, vred vrede håndtagene bagover og stormede mod vores overnatningssted, B&B Dannevirke, der skulle vise sig at være lidt sværere at finde end først antaget. Byen Okslev hedder for det første sådan cirka Åndssvag på düsk, hvilket jo er ret fjollet. Derudover bør det nævnes, at byens samlede areal vel er på størrelse med en gennemsnitlig Rema 1000. Alligevel brugte vi yderligere en halv times tid på at lokalisere stedet, formodentlig fordi der var løbet rygter om os i forvejen, og de derfor havde nået at tage de fleste skilte ned og/eller lukke alt, der potentielt kunne have været åbent. Vel ankommet etableredes der kontakt til en dansktalende Qvind, der berettede om Delphi, en græsk restaurant i nærheden, der stadig var åben. Det skulle hun aldrig have gjort. Vi var tæt på at bide hånden af den stakkels tjener, da vi halvsent om aftenen trampede ind gennem beværtningen, så de kom ret hurtigt med noget foder. Det var faktisk ikke ret godt, men der var pænt meget og ovenikøbet gratis ouzo, så det dæmpede gemytterne lidt. Viel Spass var det, da vi opdagede, at nabobordets gæster var danskere, og dette selvklart først efter alt og alle var svinet godt til i formodningen om, at ingen af de øvrige tilstedeværende forstod et klap.

Flere öller

Retur på værelset linede vi alle vores hjemslæbte bajere op. Det viste sig lidt efter, at den absolut billigste halvliters dåsebajer var en af de bedste, mens den, vi måske havde størst forventninger til, ikke var egnet for monstre. Den fik således en lidt hård medfart. Det gjorde flere af os faktisk, i første omgang grundet de rå mængder alkohol og de desværre ret dårlige chips, i anden omgang på grund af afholdelsen af de uofficielle verdensmesterskaber i sovestøj. Det gik så vidt, at 4th, der ellers på nærromantisk vis havde ladet sig omfavne af sin hovedpude lidt tidligt på natten blev vækket så eftertrykkeligt af konkurrencen, at han så sig nødsaget til at sove med hovedet i pissoiret for at få ro. Det var en ubarmhjertig nat.

Dag zwo

Efter sådan en omgang trænger monstre som regel til ret meget bacon, men vi måtte nøjes med duften, thi svinene glimrede ved deres fravær på morgenbordet, selv om dunsten af bacon hang tykt i lokalet. Der var dog noget ædelse, som de tre ældste frådede. Yngstemanden var ikke helt på højkant efter en nat i pissoiret, så vi måtte lige trække afgangstidspunktet en halv times tid, indtil han selv kunne åbne det ene øje af og til. Det lykkedes dog til sidst at få alle skovlet op på motobikkerne igen, og så rullede vi til Dannevirke, nogle få kilometer derfra.

Skuffelse

Vel fremme ved dette historiske mindesmærke var monstrene ret skuffede. Der var hverken krig, blod eller øl, og den eneste form for vold, der var, var en gammel, skæv og hullet jordvold. Vi overvejede, om vi også her skulle stille os op og gennempisse det hele, men vi forsøgte i stedet at holde os (referenten tror nok, det gik okay for de fleste) i et par minutter, indtil vi var kommet lidt væk fra folkemasserne på stedet. Vi fandt kort efter nogle træer, buske, blomster, grøfter, hegn og marker, der alle fik sig en ordentlig tur med brandslangerne. Nogle kilo lettere forsøgte vi at finde tilbage over den nuværende grænse. Vi syntes selv, vi havde været snedige, eftersom vi havde fundet en mindre overgang væk fra alfarvej, men vi blev alligevel spottet og passet op af både strømere, toldere, soldater, hjemmeværnet og andre paramilitære styrker.

Phew! What an amazing escape!

Hvordan det gik til, bør vi nok ikke afsløre her, men over kom vi, og så kan det ellers nok være, de fik nogle tæsk. Monstercyklerne, altså. Det gik meget godt den følgende times tid eller to, men så meldte sulten sig igen. Ret så voldsomt endda. 3rd kastede eksempelvis rundt med nogle napoleonshatte i en brugsforening et hemmeligholdt sted i Underjylland, mens adskillige forsøgte at nedkæmpe det i forvejen ildelugtende lokum, hvorefter en gang pastasalat blev ædt med de bare næver. 1st tog den dog lidt mere roligt og tullede i stedet lettere uventet ind i Matas. Midt i det hele forsøgte en af de ældste mennesker, vi nogensinde har set, at indlade sig på en samtale med os. Det var lidt op ad bakke, eftersom han var stokdøv, og vi var komplet ligeglade. Det hele endte med, at vi gav den noget gas. Lidt sydvest for Kolding stoppede vi den øvrige trafik for at sige farvel til 1st, og samme procedure anvendtes i nærheden af Tørring efter et gensyn med supervejen nær Vonge, idet 3rd nu også forlod flokken. Og således sluttede det.

Êfterschrïft

Vel hjemme igen kunne vi nogle dage senere i nyhederne konstatere, at der på forunderlig vis var sket en pludselig opblomstring af smittetilfælde i Schleswig-Holstein. Det har vi ingen kommentarer til. Vi kunne også konstatere, at vi, selv om planen jo egentlig var at få resten af Nederen Jylland tilbage til kongeriget, undlod vi det. Primært fordi der reelt ikke var noget at komme efter dernede.

I hvert fald ikke efter vores besøg.

Flere billeder og dét...

Skriv et svar