Det blev torsdag. Nummer 4 havde plaget nummer 2 om at blive luftet, og nu viste vejret sig fra en sjælden kælen side. Det var kommet nummer 2 for øre at De havde forsøgt at lappe Fyn sammen efter sidste besøg, så han brummede muntert; “vi splitter sgu lortet ad igen”. MonsterMC er jo handlingens mænd – som sagt så gjort. Efter et solidt morgenmåltid bestående af hvidt, hvidt brød og grumset brunt vand, blæste 2 og 4 sydover ad E45. Et bump på vejen afslørede Vejlefjordbroen under baghjulne, så et venstresving og op på rullen igen. 4 sekunder senere sås konturene af Lillebæltsbroen, så det var på tide at folde faldskærmene ud og få droslet farten lidt af. Lidt skuffende blev det konstateret at den gamle bro stadig stod efter den legendariske MMC#4 hvor den egentlig var blevet afskrevet efterfølgende.
Middelfart var en jævn prut, så den blev hurtigt blæst af. Lidt nord mod Strib, og så afsted ud over de Nordfynske stepper. Et sted omkring trailermekkaet Brenderup gjorde de to holdt. Nummer 2 synes at skoven så frygtelig tør ud, så af sit gode hjerte afvandede han hurtigt et imponerende areal af vildnis, og gjorde det muligvis aldeles ubeboeligt for skovbundens væsener.
Selvom nummer 4 havde forsøgt at finde en hurtig rute gennem den Fynske hovedstad så viste det sig at være et omrejsende landsbytivoli af kulørte (særligt røde) lamper. Det var nu kun til midlertidig irritation, for snart var der wheelie nordøst ud af byen. Landevejene blev mindre og beboelserne ganske sporadiske. GPSen var indstillet til Fynshoved, da ingen af de to kunne mindes at have været der før. Et skilt i Martofte fortalte at en eller anden jubeltosse havde ”Antik og Retro”. Det blev hurtigt konkluderet at han ikke var den eneste – der var faktisk intet andet. Well, retro og retro… men i hvert fald antik.
Fynshoved var sådan set fin nok, bare røv kedeligt. En pøllevogn ville klart have løftet oplevelsen, men ak – man gider åbenbart ikke æde stegt medister med remo-ristede på Nordfyn. Eneste højdepunkt var nogle spassere der forsøgte at slæbe en eller anden Harleyklon igennem lyngvegetationen, der bestemt ikke havde tænkt sig at være samarbejdsvillig. Idioterne måtte selvfølgelig opgive projektet til stor moro for Monstrene.
Godt afsted ad østkysten kom de 2 snart til Kerteminde. Og det er i øvrigt hvad der er tilbage – et minde. MEN – et par franske med frankfurtere tog lige den værste gammelsult. Efter at have skræmt de lokale minigolfspillere fra vid og sans og efterfølgende hånligt nedgjort samme eksistenser, hev de æslerne i ørene og drev videre mod Nyborg. Det var nu heller ikke noget særligt, men et besøg forbi arresten blev det da til. Whellie ud af byen og derefter hårdt styrbord. Næste stop på ruten var intet andet end legendariske Refsvindinge. Monstrene fik næsten tårer i øjnene med tanke på en kasse kolde Ale 16’ere og også en yderst venlig überkellner i Svendborg.
Fra refsvindinge er der ca. 3 sekunders kørsel til Ørbæk som jo også er en legende udi kunsten at få fuldstændigt ubugelige og ligegyldige kornprodukter tryllet om til læskedrik. Der blev kippet med fanen for ”Fynsk forår”, ”Fynsk Påske”, ”Fynsk Hvilkensomhelsthøjtid”.
Nåmenøh, tanken og dunken var ved at have en faretruende lav energistand, så mens knallerterne blev påfyldt oktan 100, fældede Monstrene en lille skov og åd den. Og så pissede de i øvrigt gæstelokummet midt over. Undskyld Shell i Ørbæk.
Efterfølgende ledte GPSen vor to venner forbi et Ringe Fængsel i Ringe. Nummer to sagde at der gad han fandeme ikke sidde, de har sikkert en lortekantine – og så blev rullen ellers drejet om på orkan og Midtfyn fløj forbi. Ved Snave blev bremserne hugget helt i bund. Monstrene havde en plan om at finde Polle og gi’ ham nogle tæv, men han var som sunket i jorden og Monstrene blev utålmodige.
I stedet blev vestkysten terroriseret og folk og fæ – dem var der en del af, fæ altså – måtte springe for livet og holde sig for ørene samtidig. Tilbage ved Middelfart var det blevet istid, eller dvs. det kunne det have blevet, hvis ikke ellevehundredetusindeoghalvtreds paphatte havde fået samme idé. Der var sort af idioter og samtidig er det legendariske isskur Karoline blevet ombygget til et eller andet latterligt biodynamisk veganer fastfood(?) lort, lavet af blinde munke ved fuldmåne. Skuffede som vores helte var, trillede de tilbage til fastlandet. Trillede skal forstås bogstaveligt, for en eller anden kommunal bride havde fået en hjerneblødning og gravet vejen ind mod Fredericia op – med kødannelse til følge.
Efter den oplevelse blev ideen med is opprioriteret, så raskt gik det mod Vejlefjord, hvor #4 havde hørt rygter om at der skulle være et pandekagehus der er et besøg værd. Det var let nok at finde og efter knallerterne var blevet kastet i vejkanten, blev 2 vafler is bestilt, for som #2 sagde; ”Jeg hader fandeme pandekager, jeg vil faktisk skide på dem”. Der var ingen grund til ikke at tro på hvad han sagde.
Vaflerne blev taget i et par bidder, og så afsted. De to kom nu ikke så langt før den fine skovvej blev til en skovsti, og det opfattede #2 som en opfordring til at blive skovsvin. ”Jeg skal fandeme pisse” råbte han for at overdøve #4’s nye skorsten. Med en tilfreds mine sagde han med ægte overraskelse i stemmen ”Imponerende hvor meget 1.000 liter fylder under jakken, alligeveller..”
Efter af have ædt og pisset, gik det ned af Munkebjerg for fuld blæs og ind mod Vejle langs fjorden. Et sted midt i byen gik #4 og hans spasserGPS galt af hinanden og et vigtigt sving mod Grejsdal glippede. Selvom at han truede af GPSen hjalp det intet. ”Fuck it”, sagde han og drejede resolut ned ad rampen mod E45.
Da nummer 2 kom hjem i hulen stod hans triptæller på 606 km. Det havde sådan set været en fin torsdag.