MMC #9
Undere i Underjylland
Sommerens højdepunkt var omsider kommet. Eller faktisk ikke helt, for der var egentlig tre dage til, da referenten opdagede, at vejrudsigten bare blev ringere og ringere for den weekend, monstrene havde besluttet sig for at lave brune streger i Underjylland. De øvrige blev adspurgt, og jublen var stor, da vi enedes om at fremrykke turen til den følgende dag. Nr. 4 var dog ret presset af noget, der hedder arbejde, så han måtte vende om midt i stregtegningen, men med udsigt til en utvivlsomt vanvittig tur ovre i Amerika lige omelet for ham, havde de andre ikke sådan rigtigt ondt af ham.
Efter fire ugers konstant regn var der to dage uden de helt store vandmasser ovenfra, så det skulle udnyttes, inden næste skylle altså allerede kort efter var på vej. Alle mødtes til tiden – selvsagt minus übermonstret, der efter to færger lige skulle gennem en haglbyge inden ankomst, og derfor ej heller mødte frem veltanket. Turen gik dermed øjeblikkeligt til den nærmeste oktan 100-tank, der ganske vist lå i den modsatte retning af den planlagte tur, men hvem tæller kilometer, når man kører motorcykel?
Ikke Boring hele tiden
Nr. 3 havde stået for ruten, der så lige blev udvidet med små tyve K, og hvilke 20! Med raske fjed gik det mod sydvest og den berømte og berygtede Vrads Raceway, der godt nok ikke blev kørt hele vejen rundt, men lidt har også ret. Dernæst fulgte en tur gennem Bakkelandet, og mange gode sving og bakker passeredes i fin stil. På et tidspunkt kom monstrene til et helt utroligt sted med et meget sigende navn. Hvor søvndyssende, det end var, lykkedes det os at borde 4 stk. kværn igen og fræse ud af og væk fra dette sorte hul.
Fra jord til fjord
Kursen var nu sydøst og det kuperede landskab i Bjerreherred blev bemægtiget. Gensynsglæden var stor om end noget kortvarig, da vi fløj forbi et af de mange fængsler, monstrene i tidens løb har frekventeret. Denne gang lykkedes det sågar at læse et par af de mange skilte, der advarer mod og tilmed forbyder standsning og deslige i området, men hvem fa’n gider også holde stille, når man nu kan køre på motorcykel?! Videre gik det, blandt andet over en golfbane, hvor vi truede af turisterne næsten lige så meget, som de truede af os, heeele vejen gennem Danmarks længste by (i forhold til indbyggertallet) Barrit, nabobyen Stakroge, hvor de adverterede for at lægge vejen omkring ”Barrit Bæfest”, og sidenhen forbi slotte og campingpladser og op gennem skoven mod Stouby, hvor vi for nemheds skyld lagde de tre skilte med 40km/t sammen, så det bedre matchede vores hastighed.
Lidt efter (meget lidt faktisk) befandt vi os på vej lige midt mellem de brede balder i det nordøstlige Vejle, og så gik det ellers ned ad bakke derfra. Bedst som vi rundede et hjørne faldt vejen over 20%, og i samme sekund kom et fejeblad mod os nedefra. Sammenholdt med de parkerede Plat Fantaer og Tøj-Oda Coronavira blev udsigten ikke-nyde-bar, og vi måtte bare lukke øjnene og forsøge at ramme det ganske lille hul neden for de brede balder, så vi kunne komme sikkert om på Strandvejen. Monstrene fyrede den af helt ind i bunden – hov, hov! Af fjorden, natürlichwiesbaden! Høvlede ind og straks ud igen og op til Venusbjerg. Nej, vent, Munkebjerg, det var dét, det hed. De smukke kurver, øhm, sving, giver tårer i øjenkrogene på ethvert monster, og vi var nær ved at vende om for at prøve igen.
Glædespiger på lokum
Monstrene trodsede egne ønsker og brølede ad småveje i retning Bramdrupdam, hvorefter Kolding blev indtaget i fin kortegestil. Flere af monstrene var ved at gå ud af deres gode hjelme, da de fandt ud af, at der heller ikke i denne by skulle indtages hverken vådt eller tørt, og var vi ikke stoppet ved Hejlsminde, var det utvivlsomt gået helt galt. Det gjorde det jo sådan set så alligevel i Hejlsminde, hvor GurgleMads havde været så fræk at fortælle, at ejeren af den lokale grilljoint hed Glædespige til efternavn (om end på et eksotisk sprog), så der måtte vi jo ind.
Glæden var overvældende stor, da vi så Danmarks største ”Toilet”-skilt, og uagtet reklamer for kolde øl og det, der var værre, tonsede tre af monstrene sofort på monsterlokummet. Efter alle havde smæsket sig i en mellemfornøjelig gang snaskmad og lidt at drikke til, måtte det sidste monster også lige af med lidt af hvert, men han besindede sig, da han så hvilken grusom og uoprettelig skade de andre forinden havde udrettet i det stakkels lille hus. Kort efter sagdes adjø til yngstemonsteret, da han jo insisterede på at gøre endnu et halvhjertet forsøg på at lave noget for sin løn eller i det mindste dukke op for en gangs skyld. Han sluttede selvsagt af med at fjerne det væmmelige grus fra parkeringspladsen med sit dertil indrettede baghjul.
4 bliver til 3 og næsten-nestor udviser skarpsyn
De tre ældste fortsatte sydpå, men ikke før de havde besøgt Knud, der åbenbart havde slået sig ned på disse kanter. Dagen var så småt ved at blive hældt på fad, som man siger, og vi var tørstige, så vi begav os relativt tjept gennem både Hadeby og en åben rå, og ud af det blå dukkede Sønderborg op. Planen var klar; Tulipgrillen skulle tømmes!
Nogen havde beklageligvis fået nys om vores ellers så snedige og hemmelige plan, for Tulipgrillen v.a.r. blevet tømt, før vi dukkede op. I ren og skær frustration smadrede vi døren ind til den nærtliggende Nato-butik, men inden nogen kunne nå at råbe om hjælp havde nummer 2 mellem horder af indkøbskurve, bunker af ukendte plantebaserede varer og nogle skræmte kunder og medarbejdere på endog meget lang afstand spottet en fin flok halvliters Ale no. 16 på køl.
To solide solonumre og stærk monsterduet
Således formildede blev rygsække og topbokse og andre huller fyldt til bristepunktet med fynsk øl, og vi satte kurs mod de intetanende værter, der skulle huse os natten over. Vel ankommet dertil gik der få minutter med at tømme vores ellers rimelige beholdning af udmærket øl, men de var jo også kolde. Vi nåede også at more os lidt over de tyske gæster fra et firma ved navn WTF.
Natten var stadig ung, da næsten-nestor tog føringen i decibelkampen med en imponerende soloindsats, der trods førstedagens mange strabadser snildt kunne holde de øvrige gæster på etablissementet vågne. Efter denne meget lange intro valgte Nestor at forsøge at sætte tingene på plads med et voldsomt comeback, og mon ikke det indgød respekt i det meste af Nordborg. Næsten-nestor nægtede dog at kapitulere, og således endte det hele i en uforglemmelig monsterduet resten af den meget korte nat.
Halvøer, halvtosser og halvaber
Morgenbuffeten blev hurtigt tømt, først for øvrige gæster, da vi kom væltende, og siden for mad, og således fyldte skulle vi afsted igen. En vej, der af GurgleMads blev fremvist som prima strada, viste sig ved nærmere eftersyn at være nada strada. Vi kan hermed erklære vejen gennem Nørreskoven for et rendyrket nej tak herfra. Nr. 4s muddergiraf havde helt sikkert muntret sig lystigt med alle de lortehuller og det møggrus.
Vi havde til gengæld fået et tip om en havnefest, så vi skyndte os til Mommark, hvor fire halvtosser, nej, helt igennem idioter, havde valgt at deltage i den lokale pælesidningskonkurrence. De var begyndt dagen før, og de skulle blive der i yderligere 2½ døgn. Som om det ikke var åndssvagt nok, valgte arrangørerne også at rundbarbere deres ører med dansktoplortemusik fra kæmpehøjttalere på landsiden, og så kunne de sågar se ind på fadølsanlægget tyve meter derfra og jo altså uden at kunne få stillet tørsten. Idioter.
Vi valgte selvsagt hurtigt at glide, og afsted det gled ned mod Kegnæs, der viste sig at være pænt kedelig. 4 minutter, og så var den halvø svedet af, og med raske fjed gik det videre tilbage mod fastlandet og områdets hovedby, Underborg.
Æresmedlemmets eks-jolle
Vel ankommet til Underborg tog vi et smut ned omkring havnen, da vi sådan generelt er lidt til havnemiljøer. Stor var monstrenes forbløffelse, da vi pludseligt trillede op på siden af vore allesammens æresmedlems eks-jolle, også kendt som Dannebrog. Vi overvejede længe, om vi skulle drible ombord for at se, om han måske stadig skulle ligge derinde et sted, men gutten for enden af landgangsbroen virkede ikke helt til at billige vores tilnærmelser, selv om vi selv synes, vi så søde ud – på den monsteragtige måde, forstås. Da det ligesom glippede med jollebesøget, måtte vi finde på noget andet at spolere, så vi prøvede ihærdigt at finde ind til Underborg centrum, hvilket dog aldrig rigtig lykkedes på trods af adskillige angreb.
Vi endte derfor med simpelthen at opgive og fræsede derfor videre mod Gråsten, der viste sig at være en overraskende stor samling grå sten stort set uden andet nævneværdigt indhold. Det skulle da lige være æresmedlemmets heks af en svigermors yndlingsgetaway, når han var for meget, hvilket nok skete ret ofte. The Slut of the Grey Stone kunne dog ikke imponere monstrene, og vi fandt derfor hurtigt ud til de endnu mindre charmerende forstæder, hvor vi crashede en Kvickly, en OK-tank og dét, som vi i hvert fald anså for at være et offentligt toilet. Her må en forsigtig undskyldning nok (igen) være på sin plads, hvis altså ikke vi var så pisseligeglade, som vi naturligvis er.
Pølledyr med udsigt til Pølleland
Vi valgte sidenhen at gøre tilnærmelser til Broagerland, men da vi ikke kunne få lov til at forlade Broager by, så vi som en direkte opfordring til hærværk. For en sjælden gangs skyld parerede monstre ordre, og vi væltede væk fra det væmmelige sted og dets endnu væmmeligere vejbelægning. Endnu en langs-med-fjord-vej åbenbarede sig for monstrene få øjeblikke senere, da vi tog mod til os og besøgte en af de lokale spisesteder. Den viste sig at være børnebefængt i en hidtil uset grad, og hvad værre var havde nogle af de små bæster også deres tåbelige forældre med. Hold nu kæft. Hold nu kæft!!
Vi fik dog skubbet os gennem køen og udleveret nogle pølledyr, som vi ret hurtigt nedsvælgede med ryggen mod udsigten, da den primært bestod af vand, som vi af helt overordnet princip ikke bryder os synderligt om, og så Pølleland aka Tyskland, som vi helst ikke skulle kunne ses fra en rum tid endnu, efter vi under coronaen kom til at ødelægge lidt af Under-Underjylland.
Vi følte os alligevel begloede, og med tyske strømere i hælene besluttede vi os for at stikke af. Få minutter senere befandt vi os således på en motorvejsrasteplads – det skulle jo være populære mødesteder for banditter og lignende, og vi fik os en velfortjent et-eller-andet, inden en overhovedet ikke rørstrømsk afsked, og afsted hjemad gik det med blot et lille vink (eller var det en truende hånd?) til nr. 1, da han fortsatte mod Fyn, og siden skiltes nr. 2 og 3 kort efter nord for Vejle. Endnu en fjollet tur havde nået sin ende. Tak, skæbne!
