Monster Tour #8
Turens motto:
Det var blevet sensommer og tid til monstrenes hidtil største sats: At vende tilbage til et gerningssted. Opildnede af den pure galskab satte vi derfor hinanden stævne et ved første indtryk lidt for spændende sted, nemlig Kværndrup Kro. Hvis man tør læse mere om det sted, kan man både finde lidt i referatet fra MMC #1 og den særskilte anmeldelse af Kværndrup Kro andetsteds på monsterwebben.
Arkivfoto
En åben kro
Til vores meget store overraskelse var kroen åben, og monstre viger altså ikke bort fra åbne krodøre, så vi stormede bulen uagtet den skrækindjagende oplevelse en del år forinden. Forbløffelsen var til at tage at føle på (og helt 100 det eneste man burde turde føle på derinde), da vi opdagede, at der faktisk var glimrende muligheder for indkøb og indtag af alkoholiske drikke på stedet – endda til særdeles overkommelige priser, når blot raflebægeret overlades til 2nd, der med fast hånd placerede prisen for en ved bordet serveret kold bajer af den bedst udseende servitrice på stedet til 7 kroner.
Lokumsluft
Det var svært at stå op, nåh nej: svært at stå for, men 8 bajere senere måtte juniorbanden altså begive sig på dét, de anede måtte være en farefuld tur ud på etablissementets lokum. Som om vi ikke var rystede nok. Det viste sig, at luftkvaliteten på lokummet langt oversteg samme i udskænkningslokalet. Vi tvivlede faktisk på, at der nogensinde havde været andre gæster derude. Det kunne være bevidste valg (næppe), eller det kunne være udfordringer med at finde vej (mest sandsynligt), thi det var vel hele 2 meter eller deromkring fra baren. Midt i det hele kom servitrøjsen med en reklame for et utroligt nostalagi-arrangement [sic], og så skred vi øjeblikkeligt.
Memory F@*?ing Lane
Godt med benno i alle tankene, og så skulle vi ellers afsted. I første lysregulerede kryds, hvilket her betød cirka 26 meter fra parkeringspladsen, drejede 2nd, 3rd og 4th til højre, mens 1st sekunder efter høvlede lige over. Så var stilen ligesom lagt. På denne etape af turen valgte vi primært at anvende ikke tidligere besøgte veje, og alligevel befandt vi os pludseligt et lidt for velkendt sted: Den allerede dengang for længst nedlagte horrorgård, hvor vi brugte en nat under MMC #1. Man kunne stadig høre Desserten under den nærmeste rhododendronbusk knurre, mens gardinerne bag de umådeligt slidte vinduer på førstesalen så ud til at være i nogenlunde samme stand, som vi forlod dem. Man kunne heldigvis ikke fra vores position se hanebjælkerne.
Flugt fra matronetrusler
Pludseligt blev vi under vores mindepassiar (eller var det endnu et pissoir?) opmærksomme på en mellemstor truende sydfynsk matrone, der observerede os fra ”haven”, så vi sprang op på dyrene og vred ørerne helt i bund!
Vi fandt ret hurtigt frem til nogle jomfruelige stykker asfalt, og det blev til nogle fine, mindeværdige minutter på meget ulige vej mod nordøst. På et tidspunkt gjorde vi holdt, da vi bemærkede et særdeles opsigtsvækkende skilt, eller… de fleste af os gjorde holdt, eftersom 1st i samme mikrosekund ikke kunne modstå fristelsen til lige at overhale alle og enhver og bare tæske planløst derudaf. Vi andre tre måtte således diskutere os frem til, hvem der skulle hente ham (igen), men inden vi nåede ret langt, havde han selv opdaget, at han var blevet væk.
Grov chikane forude
Hoved eller røv?
Vi holdt derefter kursen mod nord, og så kan det ikke være anderledes, end at man havner ved Fyns Hoved. Skuffelsen var enorm. Ingen grillbar, ingen øl, ingen badenymfer. Nogen har taget tykt pis på nogle andre, da de fandt på dét ultramisvisende navn. På den anden side er der jo ikke meget godt ved bumpet mellem Djævleøen og Monsterlandet, så det var måske tæt på det bedste, man kunne præstere dengang. Tilbage gik det i raske fjed mod Kerteminde, hvor den første grillbar skulle overfaldes. Blandt Fyns samlede befolkning inklusive forvildede og/eller forstyrrede turister havde anslået 88% valgt at indfinde sig i Kerteminde den dag, men vi truede os til en bedre plads i køen og fik derfor relativt hurtigt gjort kål på en del svinekød.
305’eren? Jo, tak som byder!
MMC #1 bød på mange fjollede ting, og blandt de bedste var en seriøs tur op ad hovedvejen på Langeland, 305’eren. Allerede i begyndelsen af indeværende tur #8 havde vi gamblet med skæbnen, og da vi jo som beskrevet ovenfor tydeligvis havde vundet, forsøgte vi at gøre kunsten efter, så vi tog 305’eren igen, og den bliver man sjældent skuffet over, således ej heller denne gang. Ihh, guder, hvor er det en god vej at spille fandango på.
Kold anbefaling
Tilbage til skiltet. Der stod noget med Refsvindinge, og det gør der på rigtig mange flasker, så vi trillede ind på den lille plads. Glæden var stor, da ølpriserne her var endnu lavere end på kroen tidligere på dagen, og ølkvaliteten var milevidt bedre. Slyngelstuen orkede vi ikke rigtigt, men der uddeles hermed points for at have én. Vi opførte os så pænt som muligt, eftersom ingen af os havde lyst til at blive afvist ved denne dør en anden gang. Det bliver vi nok alligevel, men vi gjorde da forsøget.
Hi-hat i Lo-hals
Den stakkels brugsuddeler i Lohals nåede lige akkurat ikke at lukke biksen, før vi kom, så vi tømte den for nødvendigheder (I véd, hvad jeg mener) og dappede hen til vores overnatningssted. Det blev lykkeligvis igen en ganske skør aften fyldt med gak og spas, øl og stegt svin. Nogen ville nok mene, at enkelte blev lige vel høje i hatten, men så længe ingen brækker sig (i hatten altså), går det vel også. Den slags har man jo campingvognslamper til.
Mere røv på Fyn
Næste ”morgen” tog vi afsked med Langeland og fløj til Fyn igen. Helt klart ikke af forsigtighedsprincip, for det har vi ikke noget af, tog vi atter ukendte, uprøvede og, skulle vi få at se, uduelige veje i brug. Chokerende, så ondt man kan få i røven af at køre på godt nok asfalterede fynske veje, men altså asfalterede i 1962 og ikke vedligeholdt siden. Hold nu kæft, hvor er der mange lorteveje på Fyn. Det skal selvfølgelig passe sammen med standarden på husene, hvilket vi også fik smagsprøver på adskillige steder, hvor vi følte os hensat til tidligere eller nuværende krigszoner. Vi fandt til sidst en tankstation med dertilhørende udskænkning et sted, referenten ikke erindrer, hvor var, og det er jo også pisseligegyldigt. Det væsentlige var, at vi kunne fyldes op igen, og det blev vi, alt imens vi brokkede os over idiotiske reklamer med snavefejl og latterlige køretøjer, der sejlede forbi. Glæden var til at skære igennem, da vi endelig kunne se enden på endnu et fynsk eventyr (vi kunne fx kalde det ”Fyns Røv”), så vi uddelte ferske øretæver til de lokale og friske monsterkrammere til hinanden og skyndte os væk i alle retninger.
Der er ellers nok at tage sig til i Refsvindinge. Man forstår godt de taler lidt underligt på Fyn.