Monster MCs juniorklub havde hørt rygter om, at begge nestorer var røget i en form for isolation, så de begav sig ud på en lille tur for at forsøge at lokalisere dem og glæde dem lidt med lidt larm fra gaden, nu hvor ”Øvrige lokaler, hvor der leveres tjenesteydelser, som efter deres karakter indebærer tæt fysisk kontakt til kunder, og solarier” har været lukkede et godt stykke tid.
De havde naturligvis ikke den fjerneste anelse om, hvor nestorerne kunne befinde sig, så de mødtes ved tanken bag Kvikkeren i Ry. Der var de gamle ikke. Altså måtte der gøres noget. De unge fandt det bedst at komme hurtigst muligt derfra, så de ikke vakte unødig opsigt. De valgte også primært at frekventere småvejene for at undgå et læs strømere. Det må have været skæbnen, der førte dem til første stop derefter, der helt klart var hidtil bedste bud på nestorernes opholdssted.
Den ”friske” luft fra markerne omkring Enner Mark Fængsel blev indsniffet, og det kunne derved konstateres, at de gamle nisser i hvert fald ikke opholdt sig her. I så fald havde det været meget værre. Skæbnen, den hund, spillede endnu et pudsigt kort, og der måtte en kortere løbetur (føj for saddan) til for at få 3rds veteranmaskine i gang igen. Med kuglerne flyvende om ørerne på sig, drønede de unge videre med uforrettet sag.
Vejret var, som det skulle være, og det gik over stok og sten og stalddør og Steven. På et tidspunkt løb de tør for asfalt og standsede derfor for at kigge sig lidt omkring. De var – igen – havnet i noget, der hedder Juelsminde. Eftersom det, som trofaste læsere vil være bekendte med, ikke er første gang, juniorerne er endt der, måtte der handles hurtigt. Det gøres jo egentlig i Fakta, men den kunne ikke lokaliseres, så det blev en anden form for KUP-biks. Fire kager senere var de afsted igen, og atter drejedes lynsnart væk fra alfarvej.
Lastens Hule måtte være lige i nærheden, men muligvis grundet regeringens udgydelser, var den som sunket i jorden. Statsfængslet Møgelkær var næste sandsynlige ufrivillige opholdssted for seniorerne, og det lå lige om hjørnerne, som blev vrælet rundt om, indtil de til deres egen store overraskelse på et øjeblik havde fundet stedet. Vreden var til at tage at føle på, da der ej heller her var spor efter oldingeklubbens to medlemmer. Ahr, spor måske nok, men de var bestemt ikke friske, kunne man lugte.
En fængselsbetjent kom stormende ud efter dem, så de smed alle hæmninger og piskede videre i flødeskumsvejret. Denne gang gik det virkelig over sten, grus og sand, men juniorerne var ligeglade. De var på en mission. Videre gik det, vildere gik det. Hovederne var tæt på at være tømte for ideer. Hvor kunne jubelnisserne dog være?
Måske var det vurderet, at de ikke ville være i stand til at flygte – selv fra et nu tidligere fængsel? Juniorbanden gav i hvert fald tanken et skud. Heldigvis gik der ikke hul i den, og derved kunne de flyve gennem Horsens og stod sekunder senere foran det nedlagte Horsens Statsfængsel. Masser af spor efter gamle banditter og selv herinde en stak af muggen ko, men oldmonstrene var og blev væk. Således uden at kunne opklare muhsteriet, måtte de unge lømler bare fræse hjem.
Næste forsøg på at opspore de (virkeligt) gamle er allerede på tegnebordet. En tur forbi en mængde vanhellige gravpladser i nær- og fjernområdet er det bedste bud på et andet ”værested” for de gamle nisser. Der er MMC-tour igen i juni, så de skulle jo gerne findes inden.
