Den lange vej til Syndens by
Den legendariske Californiske sol varmede allerede godt da det yngste Monster og hans rejsemakker sprang på nakken af hver en kværn og drog østover fra San Fransisco via Yosemite mod dagens destination, Benton Hot Springs.
Fra morgenstunden, og efter at have pakket det mest nødvendige, gik det over stok og sten. Broen over bugten, også kendt som 92’eren eller ‘det grimmeste område i Californien’ blev passeret så hurtigt som det var muligt, og derefter hoppede Monsteret over på hwy 580, efter en optankning og samtidig hydrering. Vejen var ikke alt for spændende, men det gjorde ikke humøret mindre højt, især fordi panserne ikke havde opdaget noget endnu. 580 blev til 205 og til bare 5. Efter lidt tossen rundt blev 120’eren fundet, og snart skiftede monotone strækninger til maleriske vinmarker og svingende veje, og Monsteret nød hvert øjeblik. Frokosten blev en helt utroligt fedtet cheese burger (Ja, hva ellers??) glaceret i burbon og honning. Stedet hedder Iron door saloon og ligger på Main st. i Groveland, og vistnok den ældste saloon i Californien. De så i hvertfald sådan ud, men øllerne var kolde og monstret og hans rejsemakker blev mætte (næsten).
Vejene havde skiftet til deciderede hårnålesving og asfalten var fabelagtig. Der var noget traffik og modstanderne kæmpede noget med hinanden om at komme forbi motorhomes og lastbiler. Det er IKKE et problem på en 1100cc Honda. Biken kæmpede med at skaffe køling nok og straffede monstrets ben ved at udlede helt enorme mængder varme. 120’eren er næsten ubegribeligt smuk og yderst underholdende hele vejen gennem nationalparken. Efter nogle timers topunderholdning var de to banditter nødsaget til at lave et pitstop for mere amerikansk lavoktan og hydrering. I en unseelig lille biks ved Mono lake fandt de to en hemmelig dør til et himmerrige. De troede ikke deres egne tårevædede øjne da de åbnede en skjult dør til et gigantisk kølerum, fyldt med bajere. De blev øjeblikkeligt klar over at det var her der skulle provianteres til natten.
Al overflødig oppakning blev smidt i vejkanten til fordel for bajere og kursen blev sat mod dagens sidste destination: Benton Hot Springs.
Det bliver relativt hurtigt mørkt, og aftenen blev tilbragt i de varme kilder med iskolde øl, uendelige vidder og meget højt til Mælkevejen. Ret monsteragtigt må det så siges at være, at de to næste morgen vågnede op til kløe over hele monsterkroppene. Væggelus! Fy for satan da. Hurtigt i sadlerne og wheelie ud af ‘byen’.
Det var tydeligt at ørkenen var nået. Temperaturen steg til omkring 40c fartvinden kunne slet ikke køle nok. 2 liter vand i timen skulle indtages for at generere nok sved til at skabe en smule afkøling. Bæltetasken med vandblære og sugerør var en rigtig god ven. Frokosten blev indtaget ved en vejside grill, der i god amerikansk stil havde 4 (store) grill i gang og en tilsyneladende uendelig mængde BBQ sovs. Der var stor tilfredshed med frokosten, så tunge og forpustede besteg 2 to venner deres maskiner.
Et sidste tankstop og proviantering at bajere. Af økonomiske årsager var det noget bedre at medbringe den slags end at pantsætte monsterhulen for at få stillet tørsten. Turen gennem LV til centum efter solnedgang var ret kaotisk, og det hjalp ikke at Google var ret forvirret. Det viste der sig at være en grund til; ‘The Strip’ og andre hovedfærdselsårer var ved at blive asfalteret til et forestående Formula 1 grand prix, og det skabte selvsagt kaotiske tilstande hvor limosiner og superbiler måtte slås om pladsen med asfalt trucks.
Efter at have parkeret cyklerne i The Palazzo’s enorme parkeringskælder, fik de to slæbt sig op til indcheckning. Det var naturligvis panik, for en-eller-anden deltager af en nærværende sikkerhedskonference, havde fundet det morsomt at hacke sig ind i Palazzo’s system og rode lidt rundt i suppen derinde. Samtidig er det er trend at hoteller i ørkenen skal være køleskabskolde indendøre, så det svedvåde tøj fik en god nedkøling. Heldigvis havde det jo været proviantering tidligere, og selvom at de dengang kolde øl nu ikke var så kolde længere, var det godt at få støvet vasket af og skyllet ned bagefter.
Hva' faen laver vi egentlig her?
The Palazzo er så vidt vides hotellet med fleste værelser i verden. Det er ret stort, lad det blive ved det. Faktisk har en skitsofren arkitekt på et tidspunkt tænkt at det da kunne være en finurlig idé at lave en indendørs kopi af Venedigs Markusplads og Kanal Grande med tilhørende gondoler og gøgl. Det er IKKE finurligt, det er dumt og amerikansk helt der ud hvor amerikanerne selv tænker; ‘Det var ligegodt satans’. Så er der jo damerne. Nattens damer. Dem der går rundt uden tøj og vil have dollars for at få taget sæl’fier. Monsteret fik en diskusion med sådanne kvindfolk om hvem det egentlig var der skulle betale hvem for sådanne billeder. Ud over det, så er Las Vegas ikke noget for det yngste monster, det var frustreret over varmen, larmen og de blinkende lys alle vejne. Las Vegas burde hedde Las Gas. Det bliver det kaldt fremover.
Én fed oplevelse var, naturligt nok, en restaurant hvor der kunne stoppes noget i skrutten. En buffet restaurant hvor buffeten var det mindst interessante. Tjenere kom med spyd med kød. Rigtig meget kød. Og det blev ved´og ved og ved indtil monsteret grædefærdig måtte kapitulere ude af stand til at æde dem ud af huset.
Efter nogle dage i hele verden våde armhule, var det på tide at pege maskinerne vestpå igen. De to venner var blever enige om at komme ud af hullet inden solopgang for at nå hovedvejen inden det blev for varmt. Det var egentligt en god plan, den virkede bare ikke. Da de værste tømmermænd var dampet af og morgenmaden var blevet indtaget sammen med mængder af kaffe, skulle lokummet lige straffes og der skulle pakkes sammen. Det var så her at panikken bankede på døren. Nøglen til kværnen var væk! Efter at have vendt vrangen ud på tasken, jakken og bukserne 5 gange, råbt og sparket til papirkurven (som var overfyldt med tomme øldåser), overvejet muligheden at flyve til SFO, blive samlet op, stjæle en ny nøgle, flyve tilbage, osv., osv., osv., fandt han til sidst nøglen. I P-kælderen. På motorcyklen. I tændingslåsen.
Han bandede over sin ubegribelige dumhed, men priste sig samtidig lykkelig over at man kan smide sin motorcykel i en P-kælder med nøglen i låsen, I EN UGE – uden at nogen tør røre den. Det var et stykke tid efter solopgang de to kom væk fra galskaben og up på de åbne vidder igen. Med ufatteligt held, havde Nevada besluttet sig for at skrue ned for temperaturen til behagelige 30c. Efterhånden som dagen gik på hæld gav himlen faktisk vand fra sig. Og det regner aldrig i Nevada. Vandet var kærkomment og gav en dejlig nedkøling, men dråberne stak som nåle gennem den langærmede t-shirt som monstret kørte i.
Hen mod aftenstid ankom de to til Middlegate Station, der stor som skærende kontrast til Las Gas’ blinkende lys og imfanske larm. Et motel i bjælkestil, helt og aldeles off-the-grid. Togvogne ‘ombygget’ til gæsteværelser engang i 60erne og dieselgeneratorer til at lave strøm. I baren stod en kvinde der helt sikkert havde været smuk engang, hun var sød og smilende og havde kolde bajere på hanen. Der var også et 3 mands ‘blues orkester’ det spillede, når altså ikke lige basisten havde sneget sig i baren for at slukke tørsten. Det var enestående, og langt bedre end Las Gas. Godt bedugget og meget træt fandt yngstemonstret sin seng og sov skønt til første hanegal.
Middlegate er ret meget på landet. Se her.
Morgenmaden stod på stærk kaffe og pandekager til de to banditter, og mere doven lavoktan til maskinerne. Hjemad gik det i god galop ad 108’eren gennem Stanislaus Nationalskov and ligeså fine veje som Yosemite have budt på. Lækre sving og den ene mere bjergtagende udsigt efter den anden. I et forsøg på at forlænge løjerne så meget som muligt plagede monstret rejsemakkeren om at tage 130’eren over Mount Hamilton tilbage mod San José. Det skulle vise sig at blive en udfordring, i første omgang fordi et monster ikke forstår sig på at ‘spare på dråberne’ og på turen gennem dalen tiggede den gamle Honda om at blive hevet godt og grundigt i øret. Først da han nåede toppen af bjerget gik det op for ham af benzinreserverne mildest talt var begrænsede. Der blev diskuteret lidt frem og tilbage om hvordan nedturen skulle foregå, for den er dejligt kurverig men tilgengæld er der ret langt til nærmeste benzinoase. Skulle man forsøge sig med at slukke maskinen og trille ned? Nej, alt for farligt ikke at kunne give gas ud af sving. De blev enige om at køre ‘fornuftigt’ ned, og spare så meget som muligt. Vel nået ned til foden af bjerget stod et skilt med omkørsel. Monstret skelede til den efterhånden ret pessimistiske benzinmåler, mens rejsekammaraten tjekkede ruten på hans telefon. “Hmm, vi kommer til at skulle køre opad igen, det ser sgu ikke godt ud. Hvad er status på tanken?”. Monstret rystede lidt med Hondaen og svarede at det ikke var helt super. Der var ikke andet at gøre end at klø på.
En overraskende oplevelse venter.
Efter den sidste top var nået, opstod et nyt og helt anderledes problem. En gut stod midt på vejen og fægtede med armene og fik stoppet eventyrene. Trafikken på den lille bjergvej var gået i står af endnu uvisse årsager, og i walkien (sådan en har alle rigtige amerikanere i deres truck) sagde panserne at udsigterne var lange, men ikke hvor lange. De to viste at der under ingen omstændigheder var benno nok til at køre tilbage, så havde intet andet valg end at blive i den voksende bilkø. Trætte af at vente mens solen gik ned over San José lagde de sig ned på den solvarme asfalt of stirrede op i himlen. Mørket faldt på og som ved en helt utrolig flot gestus fra de forenede amerikanske stater til monstret, startede et festfyrværkeri af stjerneskud. Det var Perseiderne der krydsede hen over hovederne på de to. Efter en rum tid blev det klart at det var en forulykket brandbil der havde forårsaget hele missæren. Nogen havde sendt lærlingen op på den smalle bjergvej i en kolossal stigevogn uden nogen åbenlys grund, og den havde så kilet sig fast i et hårnålesving. Den karavanen af køretøjer fik lov at passere, var der ingen brandmænd der hilste, de havde alle meget travlt med at stirre på deres tæer.
Det sidste stykke ned mod San José gik stille i køkørsel og heldigvis var den første tankstation inden for rækkevidde. Eller, det vil sige at Hondaen sluprede de aller sidste dråber i sig 10 meter før, så monstret måtte trække koblingen og trille ind til standeren. Som viste sig at være defekt. Det er på sådan et tidspunkt man må være kreativ, så det opfindsomme monster prøver at vride et par dråber ud af benzinslangen. Det lykkedes, og tilfreds med sig selv triller han hen til den næste stander og gør det samme. Samtidig siger rejsemakkeren at der i følge Google ikke er langt til næste kryds, hvor der er 4 andre tankstationer. Monstret klør sig lidt i håret og trykker på starteren. Mekanikken snurrer og 1100 kubik springer i gang. Det viser sig at de sidste dråber i slangerne var lige nøjagtigt nopk til at nå den næste Chevron tank og for anden gang kører Hondaen tør. Men det er lige meget, nu er der adgang til de livsgivende dråber og aller sidste optankning bliver overstået. Resten af vejen hjem går stærkt, det er bælgragende mørkt og vi er i bjergene igen. Men det er kendte bjerge, så geden får en spand havre og smilet når atter fra det ene monsterøre til det andet.
Trods udfordringer og uventede hændelser var det en rejse fyldt med eventyr, stjerneskud og det karakteristiske grin fra Monsteret. Eventyret på to hjul var endnu en gang en succes for MonsterMC.