Et sted på Sydfyn, 12 kilometer nord for Svendborg, 15 kilometer syd for Ringe og 37 kilometer syd for Odense ligger en lille undseelig flække ved navn Stenstrup. Det er en stationsby, med eget fjernvarmeværk og en aktiv idrætsforening, der siden 1966 har idrætsforeningen afholdt den årlige byfest, Top Hat Fest. Idrætsforeningen driver desuden genbrugsbutik og motionscenter i den tidligere hjemmeværnsgård.


Det er med andre ord ikke en by der gør megen væsen af sig, men alligevel findes der et spirende erhvervsliv. Stenstrup har nemlig både Dagli’Brugs, bager, blomsterbutik, pizzeria og bodega/grillbar samt selvbetjeningsbibliotek. Der findes desuden lægehus, tandlægehus, fysioterapi, børnehave og dyrlæge i byen. Sidst, men ikke mindst finder vi Slagterpigerne – og lige overfor, på den modsatte side af Assensvej – Fyns ubetingede største erhvervssatsning: Aases Fedtbiks.


Fedt-Aase, eller ”Fjættdåse” på lokal dialekt, er indehaver af intet mere – intet mindre, end hvad Monster MC anser som det næste “fortune 100” industrieventyr. Hun har snarrådigt og via et snedigt netværk at stråmænd og skuffeselskaber tilegnet sig eneret til forhandling af fedt på hele Sydfyn (antager vi), og med hjælp fra Slagterpigerne på den anden side af vejen (igen gætteri), indsamler og forædler hun fedt som ingen andre formår at gøre det (måske en tilsnigelse).


Vi spår at hun bliver børsnoteret en gang til næste år (du læste det her først!).


Fjættdåse får 100 fedtegrever ud af 15 mulige.