MMC1

Månedsskiftet juli-august 2015 markerede begyndelsen på en ny æra: Monstrenes æra.

For første gang nogensinde samledes alle ægte monstre nemlig på deres monsterbikes til Monster MCs Tour Nr. 1 (MMC1) – og mødestedet? Kunne det være andet end Kværndrup? – Næppe. Jeg gentager: Næppe.

3rd og 4th havde lagt i kakkelovnen til en mindeværdig tur. Planen var klar. Sydfyn skulle destrueres.


Afgang

For en god ordens skyld lagde 2nd, 3rd og 4th ud med rundere, et obligatorisk afgangsbillede og derefter afslappet kortegekørsel mod vores samlingspunkt. Efter en sommer fyldt med regn og rusk klarede det på mirakuløs vis op netop til denne weekend, og hele MMC1 forløb i helt igennem fremragende vejr. Vel fremme uden større besvær end en lumsk rundkørsel nær Middelfart, hvor 2nd blev væk for en kortere bemærkning, kunne der strækkes ryg, ben og våben foran Kværndrup Kro, altimens 1sts ankomst kunne imødeses med spænding. Ganske få minutter efter landgang i Spodsbjerg kunne vi fornemme røgen fra 1sts monsterbike helt i Kværndrup, og det varede heller ikke længe, før gyngende lygter kunne skimtes mod øst.


Værktøjet må frem

Vi havde dårligt fået sagt eki-eki-eki og så videre, førend 1st spurgte efter nærmeste tankstation, hvilket lykkeligvis var lige rundt om hjørnet. Således kunne første etape afsluttes i fin stil efter omtrent 43 meters kørsel, hvor der dog alligevel registreredes en vis usikkerhed i forhold til at finde vej. Tankstationen i sig selv var et lidt overraskende bekendtskab, da der primært kunne investeres i kvindekunst og den slags, men lokummet kunne da trods alt bruges.

Det var også her, at 4ths medbragte værktøj første gang blev nødvendigt. Der var dog blot tale om lettere mekaniske problemer med 3rds sæde, under hvilket der dog gemte sig noget nær en nødvendighed: Monstersnapsen. Da dette først var afsløret, kæmpede alle fire monstre en brav kamp for at få sædet op, og ved fælles hjælp lykkedes missionen. Således kunne 4ths specialkonstruerede og sirligt indgraverede krus ligeledes tages i anvendelse.


Fåborg

Kort efter var vi på farten igen, og nu gik turen mod Fåborg. Lækker landevej blev mindre lækker, da der fra forreste monster blev vinket ivrigt med den ene hånd: Strissere på vejen. Havde nogen mon sladret om vores plan? Vi havde heldigvis succes med at ryste dem af os, og vi gemte kort efter vores monsterbikes foran Tulips smukke bygninger på havnen i Fåborg. Selv bevægede vi os om bag en skummelt udseende skurvogn og listede ind på et endnu ikke åbnet udskænkningssted. Fordømt var det (jojo, en lille smule), at vi måtte haste videre på otte hjul (eller var det kun fire?) lidt senere, da etablissementets udvalg af øl var prisværdigt. Buffet er som udgangspunkt en god idé, og det bør konstateres, at vi gjorde vores for at undgå madspild den dag. Vi følte os efterhånden også sikre på, at strisserne var helt væk, så vi læssede os selv op på vores monsterbikes igen og begav os ud på næste etape.


Fatwa

Nogle kommunalfolk i det sydfynske må have moret sig kosteligt, beklageligvis på vores bekostning, da de netop i disse dage med al magt havde forsøgt at smadre enhver tænkelig glæde ved motorcykelkørsel i form af opgravning af samtlige gader og veje omkring Fåborg. Måtte de leve et baconfrit liv resten af deres dage, de usle hunde.


Kongeetapen

4th var vores guide, og han havde udstyret i orden – troede vi da. Mangen en gang måtte vi under højlydte protester fra seniorerne vende om umiddelbart efter en passeret sidevej, der som oftest først blev nævnt i 4ths øresnegl, idet passagen var sket. Frem kom vi dog, og det løftede da også vejkvaliteten betydeligt, da vi forlod Hårby. Glamsbjerg var ikke noget at skrive hjem om, så det undlod vi. Siden gik det over stok og sten og asfalt, og på trods af de små veje i et tempo, der heldigvis ikke levnede nogen mulighed for sightseeing (bortset fra en enkelt tankstation eller to). Dog blev turens foreløbige ornitologiske højdepunkt jaget op fra en lavning (med det fedeste sving omkring sig) – en hvepsevåge.

Uden helt at vide, hvordan det gik til, befandt vi os pludseligt i Vester Åby, der viste sig at være hjemsted for en købmand. Lokummet her var ikke royal standard, og de fleste is havde været optøet mindst én gang tidligere, men humøret var dog højt, mens vi betragtede de anselige mængder solceller på byens tage. Vi fortsatte på fin, hasarderet vis mod syd, og de indfødte langs kysten i området omkring Ballen glemmer aldrig den sommer, hvor monstrene kom forbi.

Vi nåede næsten at se Hvidkilde, idet vi for en kort bemærkning var tilbage på hovedvej 44 og drønede forbi, nu med det erklærede formål at lokalisere Svendborg havn. Planløs fjollen rundt på og omkring (dog ikke i) Svendborg havn fulgte, men til sidst fandt vi da både hinanden og et sted at parkere vores kværner i umiddelbar nærhed af (endnu) et udskænkningssted. Panikken var ellers lige ved at indtræffe, eftersom flere af os jo ikke havde set en øl i timevis. Det skulle der rådes bod på.


Ale no. 16

mmc1_008Man kan ikke påstå, at den unge, veldrejede servitrice, vi havde fablet om, var smuk, thi hun var faktisk hverken ung, veldrejet eller -ice. En slidt, gammel mand var, hvad det kunne blive til. Nu skulle man så tro, at dette besøg kunne gå hen og blive en fiasko, men det var ikke tilfældet. Da han uddelte de kolde classic-fadøl blev navnet på et af de halvlokale bryg, Ale no. 16, nævnt (tilfældigt?) af én af monstrene, og man kunne næsten skære i den gamle mands skuffelse over at have serveret noget brunt vand fra et bryggeri hinsides Fyns grænser. Vi var tørstige, så vi kastede os over det skænkede – og det var egentlig også ganske godt. Forbløffelsen og ikke mindst glæden var dog til at tage at føle på, da selvsamme tjenergut få sekunder senere kom valsende ud på den solbeskinnede terrasse med fire glas kolde Ale no. 16 friske fra fad. Et trefoldigt hurra skal lyde for servicemindede mennesker: Hurra, hurra, hurra.


Double Øhop Monster

Efter endnu et toiletbesøg sprang vi på cyklerne igen. Arh, okay – vi møvede os op på dem – men da vi først var oppe, var vi ikke til at skyde igennem. Wheelie ud af byen og vi tæskede afsted langs med kysten mod øst. Knapt havde vi lagt Åbyskov bag os, før 1sts 2-liters tank gik kold igen, denne gang dog på mere dramatisk vis, eftersom han simpelthen gik i stå. En længere og ret forvirrende rådslagning endte med, at pilen blev sat på Ræs, og siden blev kurset sat mod Skårup – og endnu en tankstation.

Brugsen i Skårup skulle besøges alligevel, da en lille happening var indlagt netop her. Alle monstre traskede ind i biksen, og efter indsamling af betragtelige mængder kød og tilbehør (bacon) dalrede vi ud på lageret, hvor en blondine udleverede 4 stk. Double Hop Monster (de havde glemt Ø’et på etiketten) under behørige klapsalver. Vi afsluttede vores proviantering og læssede hele balladen ned i 4ths medbragte genialitet: en øl-og-bacon-opbevaringspose til MC. Herefter brølede vi stik vest mod vores forudbestilte overnatningssted, hvis navn er censureret her for at beskytte … øhm … en eller anden.


Monstrene indtager gården

mmc1_003Vi parkerede i gården, og det stod ret hurtigt klart for os, hvad det var for et sted, vi var kommet til. Det var dét, man kalder ”nedlagt”. På alle måder. Det, der var tilbage af værtsparret, tog imod os, og efter en hurtig indlogering (vi havde jo ikke rigtig noget med) driblede vi ud i dét, der engang havde været en have. Herpå fulgte et par festtaler og seriøs igenibrugtagen af de føromtalte personlige krus. Der blev lavet mad, dvs. omvikling af op til tre stykker bacon pr. kolomægtig svinepølse og grillpåsmidning. For at holde den slanke linje havde vi også indkøbt lidt grøntsager i form af ristede løg, hvidløgsflûtes og en del chips. Det blev et legendarisk festmåltid med tre overflyvende svaleklirer, lidt spumante og selvfølgelig vores Monsterøl samt rå mængder ketchup og sennep.

Ud på aftenen afprøvede vi overetagens hyggekrog. Der var lavet kaffe til os, og der var endda også stillet en gammel kage frem. Vi kastede os dog ikke over nogen af delene, men gik i stedet om bord i lidt mere øl og nogle flere chips, og så blev portvinen åbnet. Sidstnævnte var nok den primære årsag til resten af aftenens udskejelser, hvor udbrud som følgende kunne høres: ”Narh, jeg synes ikke, man kan se nogen plet”, ”Baa-’rolo” og ”Nej, nej, nej – ikke ud i haven!” Natten i øvrigt forløb ikke ligefrem lydløst, hvilket jo var fint i tråd med resten af turen, og på trods af vores ihærdige indsats den foregående dag stod solen atter op over Sydfyn søndag morgen.


Kvintupel Øhop Monster

Morgen er måske så meget sagt, men op kom vi da, og efter at have kværnet (…) nogle rundere og den slags samt lettere nervøst skulet op mod hanebjælken nogle gange, pakkede vi sammen og fik liv i bæsterne igen. Første mål for dagen var at flække den ellers hidtil så fine Thurø. Det lykkedes. Vi larmede tilbage gennem Svendborg, og efter 2nds tolv-fjorten omgange i rundkørslerne i nordvest piskede vi over Svendborgsund. Nu skulle Tåsinge maltrakteres. Vi lagde blidt ud med noget så sjældent som et udsigtspunkt, da vi standsede kortvarigt på Strandgade i Troense. Det var lige ved at tage overhånd med det kulturelle, da det blev foreslået, at vi skulle på museum. Det blev dog hurtigt nedstemt, så vi nøjedes med en masse is ved Valdemars Slot.

Vi havde nu kørt langt over 20 km siden sidste tankstation, så vi stoppede ved tanken i Lundby. Selv om der er flere gode bud, er Stjovl vel det mest latterlige bynavn på Tåsinge, så der måtte vi jo også hen. Det viste sig desværre øjeblikkeligt, at der overhovedet ikke var noget at se, hvorfor vi straks vred håndtagene i bund og jernede videre og rundt på den sydvestlige del af øen. Af ukendte årsager returnerede vi kort efter til Stjovl, og det irriterede os så meget, at vi besluttede os for at forlade øen. Tåsinge forsøgte at svare igen med en havørn lige i panden, men slaget var tabt – wheelie væk fra øen og videre til den næste: Siø. Og hvad kan man så berette derfra. Tjah, Siø er bette, og havde det ikke været for endnu en omgang vejarbejde, havde vi nok været på den et sted mellem 12 og 17 sekunder. Nu blev det vel til 23. Fremtiden var således nu spoleret for foreløbigt fire øer, og nu stod vi på tærsklen til endnu en udfordring: Langeland.


Et lille monster rejste

Igen blev vores formål forsøgt saboteret; denne gang af nogle Bøller og så en masse elendige, små og bulede veje. Et enkelt lyspunkt opstod undervejs, da vi passerede Ø-pølser, men det gik så stærkt, at referenten ikke nåede at se, hvad den i øvrigt elendige lille møgflække hed. Gode råd var dyre, selv på Langeland, så vi prøvede os frem med nogle dårlige fra hinanden, idet vi afholdt rådslagning i hovedvej 305s vejkant. Det viste sig overraskende, at 1st havde svaret på alle vores problemer.

4 minutter senere landede vi en smule stakåndede 20 km længere nordpå – havnen i Lohals. 305’eren får i hvert fald herfra en anbefaling. Den var sjov. Der fandt lidt overvejelser sted angående det næste, der skulle klemmes ned. Et af de øvrige gode forslag gik ud på at følge i Stigs fodspor på den lokale beverding, men vi endte i ishuset. Så gik vi ned til havet og stirrede i det klare vand. Vi smilte, thi nu havde vi set de største monstre.


Målstregen

Udstødningsrørene blev vendt mod nord, og Rudkøbing var vores sidste offer. Betragter man et oversigtskort over Langeland, fristes man muligvis til at tro, at Rudkøbings centrum kunne være et ret hyggeligt hænge-ud-sted. Havnemiljø, cosy caféer, solskin, blå røg og MC-larm mellem de gamle huse. Nice. Eller rettere: Nejs. Det er røvkedeligt. En syg friturejoint er alt, der bydes på. Til gengæld skyndte de 12 bikere, der allerede var der, sig at forlade byen, da monstrene indtog den. De skulle tydeligvis ikke nyde noget. Det skulle vi nu heller ikke, da vi først havde set, hvad man kunne få.

Efter et par monsterkrammere havde 1st nogle færger, han skulle nå, så han gled. 2nd og 4th havde fået så meget indenbords, at de kom til at bytte kværn, og det stod efterhånden helt klart, at vi simpelthen ikke kunne mere. 5 øer lå øde hen, og monstrene fræsede hjem.