MMC2


Vi skriver juni 2016. Monstrenes æra er gået ind i en ny fase. Den hedder MMC2.

For anden gang nogensinde samledes alle ægte monstre nemlig på deres monsterbikes til Monster MCs Tour nr. 2 (MMC2) – og mødestedet? Kunne det være andet end Kværndrup? – Næppe. Jeg gentager: Næppe. Men det var det.

3rd og 4th havde igen lagt i kakkelovnen til endnu en mindeværdig tur. Planen var klar. Sydfyn og omegn dur jo ikke længere, så nu skulle det nordvestlige Danmark onduleres.


Afgang

Vi samledes lørdag morgen i 3rds indkørsel – altså efter indtag af en solid morgenmad indendørs. Der var egentlig lagt op til et relativt kedeligt første stint med lange, lige, brede veje, men efter de første kilometers vilde ridt udover humbleskrumblevejen og det obligatoriske besøg ved en tankstation (efter 23 kilometer!), havde 4th snedigt udtænkt en bedre løsning, og kort efter befandt vi os på nogle lækre småveje.


De drog mod nordvest

Af uransagelige og til dato fortsat ukendte årsager stoppede vi lidt senere ved et museum.
Referenten gætter dog på, at det drejede sig om tissetrang, eftersom det ikke var muligt at tanke på den pågældende lokalitet. Efter at have overpisset og gennemhånet det ynkelige foretagende piskede vi videre. Vejene var fortsat pænt fugtige sine steder efter den seneste tids nærmest ustoppelige regn, men de var smalle og svingfyldte, så vi muntrede os.

Da vi ud på formiddagen passerede en enkelt mindre bakketop (dem havde der ikke været mange af), kunne vi skimte Limfjorden i horisonten, og glæden var ikke til at tage fejl af. Den kunne i hvert fald både høres og lugtes. Struer var i sigte, og ligeså var dagens anden tankstation samt første uheld. 1st havde tydeligvis ladet andet end blot sit eget vand, og nu var hans kværn tørstig efter andet og mere end de sædvanlige liter gasolina. 1st crashede derfor det, der lignede en rund fødselsdag på bowlingcentret, og kom umiddelbart efter spurtende ud med en vandflaske i hånden. Vi kylede vandet på dyret og skyndte os væk derfra.


Nordenfjords

Snart åndede alt fred, død og ødelæggelse, men vi skulle dog først lige have Thyholm overstået. 4th førte som vanligt an, denne gang med funktionsdygtig gps på den til turen lånte kværn, og da han først drejede til venstre efter ankomsten til det sydligste Thy og satte svinet permanent i andet gear, var stilen ligesom lagt. Dæk, bremser og monstre hvinede som besatte de følgende 17 minutter, og da vi særdeles stakåndede atter holdt samling, var der helt sikkert ingen, der frøs. Chok, det var skægt! Vi tullede således opildnede ind i Nationalpark Thy og fandt hurtigt behov for endnu en optankning – turens tredje – og vi var endnu ikke nået til frokosttid. Med den fart skulle vi dog nok nå det.


Når du ser et stjerneskudmmc2_10

Lad dit ønske flyve ud. Så det gjorde vi. Det Gamle Røgeri på Hanstholm Havn måtte nødvendigvis
besøges. 3rd havde et par år tidligere været på recognoscering, og menuen gav derfor sig selv. 4 stjerneskud og 4 bajere. Hverken først- eller sidstnævnte lyder af meget, men med til historien hører, at der er tale om landets ubestridt bedste, friskeste og største stjerneskud, og, nåhja, vi var jo alle på (højst) 2 hjul. Vi indtog frokosten udendørs, altimens vi betragtede den stærkt fremmedartede kultur omkring os. Der var helt åbenlyst en mani med planløst at bære rundt på gerne meget lange rør i forskellige materialer og farve – og biler, der var i stand til at starte ved egen hjælp, var der ikke mange af. Solen skinnede, og vi måtte videre. Cirka halvanden kilometer, for at være mere præcis. Tankstation nr. 4 raseredes skånselsløst.


Kanonudsigt og kanonkanoner

Næste stop på turen var Bulbjerg, men vejen dertil bør også hædrende omtales, da særligt stykket forbi Frøslev, Hjardemål Klit og deromkring godt nok var lækkert. Da vi svingede benene af vores monsterbikes på toppen af Bulbjerg, var vi faktisk allerede klar til at køre videre, men vi stavrede dog ud til kanten og betragtede den helt igennem fabelagtige udsigt fra den tidligere tyske kanonstilling, hvor riderne i dag har overtaget. Vi drønede ned af bjerget og ned til et ganske kort stop ved Kogleaks, hvorefter regndråber så småt indfandt sig på visirerne. Det næste stykke skulle have været en blanding af smukke og sjove veje, men det viste sig, at nyheden om opfindelsen af asfalt endnu ikke var nået til området til stor fortrydelse for monstrene. Det lykkedes dog at finde Thisted, og vi parkerede dybt ulovligt i en dagligvarebiks’ P-kælder, hvor man som motorcyklist skulle have forudgående skriftlig godkendelse fra det komplet vanvittige selskab bag parkeringshuset for at måtte holde i tre minutter. Amaoter.


Ærbienbiimmc2_11

Efter indkøb og tankning (jojo, naturligvis) skulle vi videre mod vores overnatningssted, der på forhånd var både bestilt og betalt. Vi havde fundet et fredfyldt sted midt i det grønne, meeeen….

Nå, vi fandt let både nøglen og en ualmindelig charmerende kat, men først handlede det dog om mere
praktiske ting, så som at lokalisere en øloplukker. Den viste sig at være større end forventet. Effektiv var den nu. 3rd havde indvilget i at lave mad, hvilket bestod i at tænde ovnen, åbne pakkerne med kød, kyle kødet ind i ovnen og tage det ud igen. Vi fik naturligvis også grøntsager til; de havde havsalt på. 20 fedtede fingre senere havde vi heller ikke meget øl tilbage (vi havde selvsagt prøvet os lidt frem med det lokale bryg, hvilket bestemt ikke var en dum idé), så vi måtte ty til den medslæbte rosé. Samtidigt begyndte det at gå op for os, hvor glimrende en vinylsamling huset var i besiddelse af. Uovertruffen er måske et lidt voldsomt ord, men den var godt nok fin. Vi måtte stå op. Lidt senere på aftenen måtte vi så ligge ned, og det gjorde vi så indtil halvnitiden næste dag. Det var med andre ord et perfekt sted som base for monstrenes destruktion af Nordvestjylland. De væsentligste fornødenheder som senge, lokum og øloplukker var til stede, og derudover altså god musik, fremragende udsigt over en Thysk sø og med gravhøje i baghaven. Én af gravhøjene lå i helt bogstavelig forstand i baghaven. Det undrede os dog en smule, at den havde nummerplade på.


Dag 2

Morgenen var lidt hård. 2nd morede sig dog lige så godt som dagen før ved lyden af 4ths version af Griegs Morgenstemning. Vi skulle jo ud, så uanset øvrige forhold sadlede vi op og skyndte os mod nærmeste tankstation. Den fandt vi ved Vilsund, hvor vi indtog mere eller mindre alt, hvad de ellers havde. Efter dette opkvikkende stop væltede vi over dæmningen, og således ankom vi i lidt finere stil til Mors, Dødens Ø. Nogle superfede småveje førte os forbi flade Bjergby og kuperede Flade, videre mod Feggeklit og sidenhen retur langs østkysten ned mod Nykøbing. Vi havde valgt at tage turen helt ned til havnen for derefter at trille syd ud af byen, og trille var et meget velvalgt ord her. 4th fik spat af de utålelige bløde hatte, vred øret af sin bike og brølede omkring fjolserne. Yderligere to nåede også akkurat forbi i den blå røg, men 2nd blev fanget af både Tåbotaer og sving og hvad har vi. Det var derfor først, da der blev drejet fra på Sallingsiden af selvmordsbroen, at der atter var samling på tropperne. Nordsallings asfalt blev hurtigt varmet grundigt op, men der begyndte så småt igen at være lavvande i tankene, og på trods af et formodentlig misforstået udbrudsforsøg fra 1st lykkedes det i nogenlunde samlet flok at anløbe Sallings stolte centrum, Roslev.


Undskyldmmc2_14

– må vi nok hellere sige. Byens lokale handelscentrum var for nyligt blevet opgraderet, men det fik vi
øjeblikkeligt ændret på. De sanitære forhold var efter vores besøg under alle omstændigheder klar til at blive udskiftet igen. Det er i skrivende stund uvist, om nogen har turdet besigtige skaderne. Vi spiste is, lod som ingenting, tankede (selvfølgelig), og kørte videre. Undskyld igen. Det sker helt sikkert ikke igen. Der.


Afmønst(ed)ring

Turen ned over Salling og ind i Fjends var decideret sjov og til tider pænt hurtig, dog fraset enkelte strækninger med nyudlagt grus. Nok var denne turs mødested ikke noget særligt, men turens sidste officielle stop var til gengæld velvalgt: Mønsted Kro. Gavlen var shinet gevaldigt op forud for vores ankomst, men indvendigt var der vist ikke sket så meget, siden referentens farfar sidst besøgte stedet. Det var nok omkring 1952. Der blev skænket brunt vand og smidt en sild på bordet, og efter et obligatorisk monsterbillede var vi faktisk klar til at køre hver til sit, men så opdagede vi 2nds udstødningsrør… Gode råd er jo dyre, så det havde vi ikke råd til. Vi opsøgte derfor krofatter, som vi truede til at udlevere tre meter ståltråd. Efter lidt pillearbejde lykkedes vores forehavende, og vi vendte således baghjulene mod nordvest, flåede håndtagene omkring og væltede hjemad.