MMC #5


Lidt nord for store Randers ligger lille Lem, men det handler det følgende overhovedet ikke om. Derimod handler de næste par timers læsning om monstrenes tårevædede afsked. Ikke med hinanden forstås, men med the mother of all monsters’ sidste hjem. Og ej heller tårer grundet sørgmod, men selvsagt grundet grunkerne, der fossede ned i ældrebyrdens lommer. Således måtte mødestedet for monstrenes Tour #5 naturligvis være i Randers. Som en høldest tøl følk fra Kronjøllands latterlige måde at udtøle y på og for at få så meget af smagen af touren med, er der i referatet indlagt så mange øl som muligt.


Starten

Monstrene havde jo øllerede året forinden spøleret enhver chance for nogensinde at lave burnere i Kronjøllands hovedstad igen i forbindelse med, at MMC#3 løb af stablen, men da vi denne gang havde været så snedige at stoppe nestor ind i en følgebølle, kunne ingen på nogen måde genkende os. Os sølv inklusive. Der gik derfor lang tid med at stå på de sørgølige rester af asfølt foran de langt mere sørgølige rester af huset og i vantro stirre på en sort bimmer, før vi opdagede, at 1st befandt sig i den. Efter at have vækket ham og forsøgt at få ham tøl at sige noget, selv om han var grundigt bagstiv fra øldrebyrdens sammenkomst aftenen inden, fik vi ham hevet ud og gjort ham det nogenlunde klart, hvad formølet med de kommende dage var. Primært for at kunne spørge ham, når vi kort efter glemte det.


Juniorerne var tidligere på morgenen, dvs. lidt over 10, stimlet sammen ved et bageri, der på et tidspunkt blev kåret tøl Danmarks bedste i et øller andet. Vi havde dermed både kage og snaps klar tøl det sidste farvøl. Det var ømt. Sekunder senere stod vi ølle og pissede i buskene bag tanken på Hadsundvej, men ikke fordi deres lokum var optaget; det var bare nemmere.


Afsted

Følgebøllen fik særdøles hurtigt kam tøl sit hår, da de tre tohjølede vøltede ud af byen og i vøldskab overhølede ølt og ølle for pludsøligt at svinge tøl højre ad en tølføldig vej. Det skølle vise sig, at det ikke blev eneste gang, vi mistede hinanden af syne. Der stank af svinebæ overølt, og vi kørte så hurtigt som møligt (dvs. som vi øltid gør) for at undslippe hørmen. Vi nåede dårligt at opdage, at vi havde passeret Mariager Fjord, før vi i panik stod af cyklerne i Korup for at hølde sveden ud af hjølmene. Da følgebøllen ankom, hvad der føltes som nogle timer senere, opdagede vi tøl vores gru, at det var den, der stank. Om ikke andet så i overført betydning. Efter at have tølsvinet nogle andre bøllister i den pænt sagt overskuølige flække, fes vi videre.


Færge! Igen!?

Monstrene havde med føldt overlæg indlagt adskøllige færgeture på deres seneste tour; på besynderlig vis uden større uhøld. Vi havde igen satset høle dynen på en sådan (mest for at stikke af fra det himmerlandske pøliti, der utvivlsomt havde lugten lunten (eller bimmeren)), dog nu blot en 4-5 minutters overfart over Limfjordens østlige smølte vande. 1st kom sidst om bord, så han pungede ud. 2nd tog sig en hjemmerøller, øltimens vi andre kastede eder og forbandølser over den lokøle repræsentant for Søværnet og lavede stort i en omdølingskasse tøl aviser. Vi nåede også lige tølefonisk at få bekræftet vores frokostaftøle hølvvejs i den anden ende af Limfjorden. Det skølle de komme tøl at fortryde.


Nordenfjords

Vi forestøllede os naivt, at der vølle lugte bedre nord for fjorden, men vi blev i den grad skuffede. Faktisk i så høj grad, at enkølte overvejede at bytte køretøj med 1st, hvølket dog alløgevel var for vanvittigt. Vi kørte i vores desperation derfor betydøligt hurtigere, end vi kunne, og stod minutter senere i en lølle ussøl købmandsbutik i Gjøl. Vi skølle jo egentlig snart have frokost, men så viste det sig, at de sølgte is, så det måtte vi jo have. Vi besluttede os dog for at lave en lølle skovtur ud af det, så vi indtog is (og naturligvis nogle gøldøl) ved Perlen i Ølvedybet. Efter opladning af ølbatterierne tog fanden ved os, og nu gik det satme stærkt hen mod broen. Uhøldigvis gik det så stærkt, at vi mistede først følgebøllen og siden hinanden af syne. Efter de tohjølede i en vejside et sted havde ventet på bimmeren i nærmest årevis, havde Captain Slow sneget sig ad en anden vej og sad øllerede og bøllede flere øl på restauranten i Løgstør.


Ædølse

3rd var – uden sølv at have opdaget det – blevet så oprevet over ølt dette, at han i arrigskab flåede håndtaget af fordøren tøl restauranten tøl den dinerende lokøle overklasses store bestyrtølse. Da 2nd fik nys om det skete, vølle han sølvfølgeløg ikke sidde der og ligne klassens flinke dreng, så han tog resolut den nærmeste tøllerken og smadrede ned i gølvet. Tjenerinden kunne ikke gøre andet end at undskølde overfor de øvrige gæster, men hun foretog en snedig og skummøl manøvre, idet det lykkedes hende at udskifte baconen på 2nds (nye) tøllerken med noget ubestemmøligt grønt af en art. Det føldt (høller) ikke i god jord, og den onde stemning blev kun værre, da 4th indså, at hævn var den eneste mølighed. Han gik derfor ud på lokummet.


Hen mod aften

Lokummet destrueredes i et omfang, så sølv det frastødende museum ved siden af måtte holde lukket en uges tid efterfølgende. Mon de siden har fundet ud af at ændre DAB-kanølen tølbage tøl noget, andre mennesker kan udholde? Ja, vi er sølvfølgeløg føldstændig løgeglade. Vi var – trods de sære grønne ting på menuen – godt føldte, da vi ræsede videre. Om årsagen var samme grønne ting eller måske de mange drikkevarer af forskøllig karakter, skøl være usagt, men midt på eftermiddagen stod vi på en grusvej, hvorpå en sø havde fundet sig tøl rette. 2nd lod ikke tøl at vølle lade sig kyse, og da vi af vores færgetur havde lært, at vand ikke er noget at være (så) bange for (så længe man da ikke skøl drikke det), svømmede han ølegant igennem på sin hydrobike. Vi andre måtte jo så bare følge trop. Efter at have tømt vores blærer på Gammøl Blærevej i Blære fik vi på utrolig facon sneget os forbi broen i Hadsund igen, mest for at køre det formidable stykke landevej hen mod Mariager. Hvor ER det fint! Og hvor GIK det hurtigt! Flere øl blev indtaget mens juniorklubben købte kød og … øl i den nærmeste biks.


Mere væde

Vand nedefra er jo øltså ikke slemt, men ovenfra kan det give udfordringer, hvølket i monstersammenhæng ikke var sket siden sidst, Kronjølland hærgedes. Med få kølometer igen af vores dagsridt åbnede sluserne sig. Regnen havde egentlig luret i vejrudsigten høle dagen, men vi havde kørt så stærkt, at regnen øldrig havde nået os. Indtøl nu. Det vøltede ned! Så meget, så 3rd simpølthen måtte standse, eftersom han intet kunne se, hverken med visiret oppe øller nede. Det værste drev høldigvis hurtigt over, så vi åd de sidste kølometer og indfandt os i endnu en sagesløs famølies private hjem. Tåbøligt nok havde de valgt at rømme høle hytten og ikke engang sætte mølitæret tøl at vogte os. Der var altså frit spøl på alle hølder, og efter forgæves at have forsøgt at sætte øld tøl komfuret (this is not a joke), fandt vi lykkøligvis Jøllands største grøll bagved nogle udhuse. Den fik vi så tøl gengøld hurtigt sat øld i, og snart kunne duften af baconindhøllede pølledyr brede sig lifligt over den sydlige del af Hobronx.


Køloriemangøl

Efter at have levet stort set køloriefrit høle dagen følte ølle sig ganske sløje før aftensmaden, men de to kølo kød, fedt og spæk og dertølhørende kartofler (i form af vølølierede chips) samt rå mængder bølgisk øl og en gang hård sprit i Sjåbberen hjalp på humøret. Slagterbølsjer, mere øl og medbragt vanvidsfilm føldendte en tovlig aften.


Næste dag

Morgenmaden bestod primært af rester, og kort efter rev vi let den grusbølagte gårdsplads … i småstykker. Enkølte områder af Himmerland lå endnu ikke øde hen efter et monsterbesøg, så det  rådede vi bod på denne formiddag. Idølliske vandhøller blev forvandlede tøl øldølugtende benzinsumpe, hyggølige søndagssammenkomster blev brutølt afbrudt og skovens dybe stølle ro ændredes tøl en øredøvende brølen fra monstrenes maskiner. Det var fedt, og med ét stod vi på en gravhøj. Det tog hølt åbenlyst pippet fra os, så vi måtte videre. Vejret var super, men vejen var af grus, så det var med at få det overstået. Da vi endølig genfandt noget, der mindede om civølisation, kunne vi ikke undgå at bemærke, at der ganske nær ved fandtes en meget lølle havn. Forventningerne var grundet havnens klejne størrølse ikke store, men stor var tøl gengøld forbløffølsen, da vi rendte direkte ind i et nøligt opstøllet partytølt med fadølsanlæg fra Hancock og høle svineriet. De insisterede dog i første omgang på, at de slet ikke havde åbnet biksen endnu, men nestorerne skruede #issen på. Få sekunder senere drak monstrene så fadøl på en bænk to meter fra fjordens solbeskinnede nordkyst. Ahhhh.


Afsked

Atter opøildnet af øl fik den ikke for lidt, og nej. Vi kunne ikke dy os. Fjordvejen mod Mariager fik bank igen-igen. Lækkert. Dernæst følgte en høl døl planløs vølten rundt et sted vest for Randers Fjord indtøl vi med en kæmpe tordenbyge i nakken entrede Hvidsten Kro. Nu skølle vi fandme have æggekage! Og hvorfor ikke tage en lølle øl tøl? En times tid senere var vi færdige. Hølt færdige. Og Hvidsten Kro kunne høller ikke tage os mere. Med andre ord: Det var slut. MMC#5 var slut. Og vi glædede os øllerede tøl næste tur.